Mundblæste Murano drikkeglas med striber og ternet mønster i blå, rav, grøn og lilla på hvid hørdug

MUNDBLÆST PÅ MURANOØEN

Murano-glas - århundreders glashåndværk

Farver, former og århundreders glashåndværk. På Muranoøen ved Venedig har generationer af glasmagere udviklet og forfinet deres håndværk - og skabt den glastradition, øen stadig er kendt for i dag.

Fra Venedig til Murano

Murano ligger i den venetianske lagune tæt ved Venedig og har været centrum for glasproduktion siden middelalderen. I anden halvdel af 1200-tallet begyndte flere glasovne at etablere sig på Murano, og i 1291
besluttede Venedigs Store Råd at flytte glasovnene væk fra Venedigs centrum for at mindske risikoen for brand.

Det blev begyndelsen på Muranos rolle som centrum for glashåndværk, hvor glasmagerne gennem de følgende århundreder udviklede nye teknikker og arbejdede videre med farver, former og dekorationer. Med tiden blev Murano kendt langt ud over Italiens grænser for sit glashåndværk.

Murano gennem 700 år

Efter flytningen i 1291 blev Murano stedet, hvor glasmagerne kunne eksperimentere i fred. I 1400-tallet får glasmageren Angelo Barovier æren for cristallo – et næsten farveløst og klart glas, der på det tidspunkt ikke havde sin lige i Europa. Barovier-familiens navn kan spores på Murano tilbage til slutningen af 1200-tallet, og familien laver glas den dag i dag.

Da den venetianske republik faldt i 1797, gik det tilbage for øens værksteder. Genrejsningen kom i 1859, hvor Antonio Salviati sammen med Lorenzo Radi og Enrico Podio grundlagde det firma, der satte gang i den moderne Murano-produktion – og som i 1864 vandt guldmedalje ved den første udstilling for glasmagere.

Det 20. århundrede blev Muranos designperiode. I 1921 grundlagde den milanesiske advokat Paolo Venini sammen med den venetianske antikvitetshandler Giacomo Cappellin firmaet Vetri Soffiati Cappellin Venini & C. med Vittorio Zecchin som første kunstneriske leder. De to gik hver til sit i 1925, men Venini-navnet blev stående som et af de mest betydningsfulde på øen. I 1950'erne og 60'erne kom de former, mange i dag forbinder med Murano: tunge sommerso-vaser med farvelag inde i glasset, som Flavio Poli tegnede hos Seguso Vetri d'Arte, og de farvestærke swirl- og filigrana-mønstre.

Et håndværk, der kan ses

En stor del af Muranos særlige udtryk kommer fra måden, glasset bliver bearbejdet på. Glasset formes, mens det stadig er varmt, og flere af de traditionelle teknikker bygger på frihåndsarbejde, hvor glasmagerens erfaring og bevægelser er afgørende for resultatet. Museo del Vetro beskriver netop frihåndsformningen som en teknik, der stadig forbindes med Muranos glasmestre i dag.

Det giver plads til de organiske former, farvespil og detaljer, som kendetegner meget af Murano-glasset.

Teknikkerne bag glasset

Meget af det, der gør italiensk glas fra Murano til noget helt for sig, ligger i teknikkerne. De fleste har italienske navne, og de går igen i beskrivelserne, når man kigger på glasset:

  • Sommerso – nedsænket. Flere farvelag lægges inden i hinanden, så farven ser ud til at svæve inde i det klare glas.
  • Filigrana – tynde tråde af farvet eller hvidt glas trækkes gennem glasmassen som striber. Varianten med mælkehvide tråde kaldes latticino.
  • Zanfirico og reticello – snoede tråde lagt i mønster. I reticello krydser to lag hinanden, så der dannes et fint net med en lille luftboble i hvert felt.
  • Bullicante – kontrollerede luftbobler sat i et regelmæssigt mønster inde i glasset.
  • Pulegoso – det modsatte: tusindvis af uregelmæssige småbobler, der gør glasset mat og næsten skumagtigt.
  • Murrine og millefiori – farvede glasstænger skæres i skiver og smeltes sammen. Millefiori betyder tusind blomster.
  • Incalmo – to blæste glasdele føjes sammen i varmen, så farverne mødes i en knivskarp vandret linje.
  • Avventurina – kobberkrystaller i glasmassen, der giver et glimtende, gyldent skær.
  • Opalino og lattimo – halvgennemsigtigt opalglas og det tætte, mælkehvide glas.
  • Swirl – det snoede spiralmønster, som især kendes fra vaser og lampeskærme fra midten af 1900-tallet.

Hvor farverne kommer fra

Grundmassen i muranoglas er den samme, som den har været i århundreder: kvartssand smeltet sammen med soda, kalk og kalium ved omkring 1.400 grader. Det er tilsætningerne, der gør forskellen.

Farverne i Murano-glas kommer nemlig ikke fra maling på overfladen, men fra metaloxider, der smeltes ind i selve glasmassen. Kobolt giver blåt, mangan giver violet og ametyst, jern og krom giver de grønne toner, og forbindelser af guld eller kobber giver den dybe røde farve, der historisk har været den dyreste at fremstille.

Det er også derfor, farven i ægte Murano-glas ikke kan slides af. Holder man glasset op mod lyset, sidder farven hele vejen igennem.

Farvespillet ses tydeligst, hvor lyset får lov at arbejde: i vores Murano drikkeglas og i de mundblæste Murano vaser.

Værkstederne på Murano

Murano er ikke ét værksted, men mange. Nogle navne går igen, når man kigger på vintageglas: Venini, Barovier & Toso, Seguso Vetri d'Arte, AVEM (Arte Vetraria Muranese), Cenedese og Michielotto. Ved siden af dem har der altid været et stort antal mindre værksteder, som ikke signerede deres arbejde, og hvis glas i dag oftest handles uden navn.

Derfor er ophav sjældent noget, man bare kan slå op. Vi beskriver det, vi med sikkerhed ved om det enkelte stykke, og lader være med at gætte resten. Vil du vide mere om mærkater, stempler og de kendetegn, man kan gå efter, har vi samlet dem i vores guide til at kende ægte Murano glas.

Murano-glas hos Studio Hafnia

Hos Studio Hafnia finder du et udvalg af mundblæst Murano-glas, vaser, kander og karafler samt særligt udvalgte vintagefund.
Vi holder af Murano-glasset for kombinationen af det traditionsrige håndværk og de mange farver, mønstre og former, der gør glasset unikt i hjemmet den dag i dag.

Drikkeglas, karafler og kander er vores egen kollektion. De bliver blæst i hånden i dag efter de samme teknikker, som øen altid har arbejdet med - de er altså ikke vintage. Skåle og lamper er derimod vintagefund. Vaserne findes i begge dele: langt de fleste er vintage fra 1950'erne til 1970'erne, mens et mindre udvalg bliver mundblæst til os i dag. Det fremgår altid af det enkelte produkt, hvad du har med at gøre.

Fra farverige drikkeglas på bordet til en mundblæst Murano-vase i vindueskarmen, hvert stykke bærer spor af en glastradition, der er blevet udviklet gennem århundreder.

Udforsk Murano

Gå på opdagelse i vores Murano-univers, fra håndblæste drikkeglas og lamper til særligt udvalgte vintagefund.

Ofte stillede spørgsmål om Murano-glas

Er alt glas fra Venedig Murano-glas?

Nej. Murano-glas er glas, der er fremstillet på øen Murano i den venetianske lagune. En del af det glas, der sælges til turister i Venedig, er produceret andre steder.

Er jeres Murano-glas vintage?

Både og. Drikkeglas, karafler og kander er vores egen kollektion og bliver blæst i hånden i dag. Skåle og lamper er vintage. Vaserne findes i begge dele - de fleste er vintagefund, et mindre udvalg er nyt. Det står altid på det enkelte produkt.

Hvad er en Murano-lampe?

En lampe med skærm eller fod i mundblæst glas fra Murano. De mest kendte former er mushroom-lampen med den svampeformede skærm, globe-lampen som en rund kugle og de store lysekroner. De bordlamper, vi finder, er typisk fra 1960'erne og 70'erne, hvor swirl- og filigrana-mønstrene stod stærkest. Se dem i vores Murano lamper.

Hvad koster Murano-glas, og hvad er det værd?

Prisen følger teknik, størrelse og om stykket kan knyttes til et bestemt værksted. Et mundblæst drikkeglas ligger i nogle hundrede kroner, mens en signeret sommerso-vase fra et kendt hus kan koste mange tusinde. Langt de fleste stykker er usignerede, og der afgør håndværket, farvespillet og standen værdien - ikke et navn i bunden.

Hvorfor er der små uregelmæssigheder i glasset?

Fordi det er mundblæst. Små bobler, en let skævhed eller variationer i godstykkelsen er spor efter hånden, der har formet glasset - ikke fejl.

Hvad er mærket i bunden af glasset?

Det er pontilmærket. Pontilstangen holder glasset, mens det formes færdigt, og når den knækkes af, efterlader den et mærke i bunden - enten råt eller slebet glat.

Kan Murano-glas tåle opvaskemaskine?

Vores egne mundblæste drikkeglas og karafler tåler opvaskemaskine, men vi anbefaler håndopvask i lunkent vand. Mundblæst glas holder glansen længst, når det vaskes i hånden. Vintagefund bør altid vaskes i hånden - glasset er ofte tyndere og har levet et langt liv.

Hvordan opbevarer jeg det bedst?

Stil glassene enkeltvis frem for at stable dem, og undgå pludselige temperaturskift. Mundblæst glas tåler ikke at gå direkte fra kulde til kogende vand.

Er hvert stykke unikt?

I praksis ja. Glasset formes i hånden, og selv når to stykker er samme model, vil farvespil, mønster og form aldrig være helt ens. Det gælder både vores egen kollektion og vintagefundene.

SHOWROOM

Besøg os på Frederiksberg

Godthåbsvej 50, st. th.
2000 Frederiksberg

Kig forbi og se Murano-glasset i virkeligheden - farverne og glassets tykkelse er svære at fange på et billede. Skriv til os, hvis du har lyst til at kigge forbi.